I Magasin ombytter vi stel fra Pillivuyt som er købt i en af vores forretninger eller på Magasin.dk, ved brud eller skår. Ombytningen indebærer, at du modtager en ny, tilsvarende vare uden beregning på følgende betingelser:
-Brudgarantien gælder for alle Pillivuyt stelserier, der er i sortiment på købstidspunktet, og som er købt i Magasins forretninger. OBS: Der gælder særlige regler for varer købt på Magasin.dk.*
-Brudgarantien løber i 2 år fra købsdatoen og omfatter alene 1. sortering.
Garantien omfatter ikke forsætlige brud eller brud opstået som følge af grov uagtsomhed. Garantien kan alene anvendes én gang pr. vare, ligesom garantien kun kan anvendes antal gange svarende til antal varer, der er købt, dvs. er der eksempelvis købt 12 tallerkener kan der modtages 12 erstatningstallerkener.
-Brudgarantien gælder ikke for varer, som på tidspunktet for udnyttelsen af garantien ikke længere forhandles af Magasin. Måtte varen således være udgået af sortiment, udleveres i stedet en lignende – men ikke identisk – vare. Der er alene tale om en ombytning, og der gives derfor ikke penge retur. Leveringstid ved ombytning kan forekomme.
-Brudgarantien gælder kun for privatpersoners køb og kan kun anvendes af privatpersoner. Erhvervsdrivendes køb og brug er således ikke omfattet af brudgarantien.
-Ombytning ved brud eller skår kan ske hos Magasins forretninger samt på Magasin.dk*. Der tages forbehold for at samtlige serier ikke udbydes i alle forretninger.
-Magasin kan uden forudgående varsel til enhver tid bringe brudgarantiordningen til ophør. Garantiordningens ophør har alene betydning for køb foretaget efter, at garantiordningen er ophørt. Dette betyder, at alle køb foretaget inden garantiordningens ophør er omfattet af brudgarantien i 2 år fra købsdatoen.
-Denne brudgaranti påvirker ikke de rettigheder, du som forbruger har i henhold til anden lovgivning, herunder reklamationsret i henhold til købeloven.
* Er varen købt på Magasin.dk gælder din kvittering ligeledes som garantibevis.
Skulle skaden ske, skal du gemme dine skår, tage et billede af dem og sende billede samt en kopi af kvitteringen til vores kundeservice på online@magasin.dk, hvorefter du modtager en ny tilsvarende vare uden beregning. Husk at gemme skårene til sagen er afsluttet.
Livslang brugsgaranti
Kvaliteten er så unik, at Pillivuyts porcelæn let overlever i flere generationer, derfor tilbyder de livslang brugsgaranti på alt porcelæn. Du er således til enhver tid garanteret ombytning af produkter, der som følge af fabrikationsfejl ikke lever op til Pillivuyts høje kvalitetsstandarder.
Den livslange brugsgaranti gælder ved almindeligt brug. For at undgå brud bør du eksempelvis altid sørge for at fylde væske eller fedtstof i ildfaste fade med flad bund, før de bruges på gas og grill. Den livslange brugsgaranti dækker ikke tabte, skårede eller på anden vis ituslåede produkter, der ligger efter den 2-årige brudgaranti. Slitage er ligeledes ikke dækket af garantien.
Den livslange brugsgaranti dækker alle produkter købt i Magasin. Hvis produktet er udgået af sortiment ombyttes det til en lignende vare af samme eller højere værdi. Penge gives ikke retur. Garantien gælder kun for privatpersoner.